fbpx

Historien

En søndag i 1969 lød det første startskud i Dyrehavens efterårsfarver, og siden har 667.897 løbere i alderen 4-96 år gennemført løbet. Eremitageløbet er dronningen af motionsløb, da det var katalysator for en hel motionsbevægelse. Sidenhen er løb blevet den mest populære måde at røre sig på blandt danskerne.

Det var læge Peter Schnohr fra Københavns Idræts Forening og tandlæge og OL-skiløber Svend W. Carlsen fra Københavns Skiklub, som fik idéen til et motionsløb. De henvendte sig til BT med et forslag på 25 kilometer. Reklame- og informationschef Werner Mårtensson mente, at 6 kilometer var nok, og i et kompromis endte de med de 12,1 kilometer, som Eremitageløbet var det første år. Derefter blev det en årrække til 13,8 kilometer, og siden 1983 har ruten lydt på 13,3 kilometer. Løbet blev skabt i et samarbejde mellem Københavns Idræts Forening, Københavns Skiklub og BT. I 2018 valgte BT at trække sig ud af løbet, men forsætter som mediepartnere.

Eremitageløbet er først og fremmest et løb for alle og for hele familien med fokus på livslang motion. Det er dog også et løb, der tiltrækker eliten. Henrik Jørgensen satte løbsrekorden hos mændene med 38.40 i 1987, mens Anna Emilie Møller satte rekord hos kvinderne med 43.45 i 2016.

Eremitageløbet har altid foregået i de smukke omgivelser i Dyrehaven, og er det eneste løb, der afholdes i haven. I 2015 blev Dyrehaven optaget på UNESCOS verdensarvliste, og den er kendt for Eremitageslottet og de godt 2000 dådyr, som bor i haven. Dyrehaven har bevaret sin ro, alt imens København er vokset omkring den. Derfor er Eremitageløbet også kendt for den smukkeste rute i Danmark.

Eremitageløb. Det er lige inden starten går til årets Eremitageløb i 1976.

Henrik Jørgensen sætter rekord.

Facebook
YouTube
Instagram